Code of conduct

- for healere og terapeuter i Hearts & Hands 

Ny i Hearts & Hands healingscenter eller som Street healer
Som ny Hearts & Hands terapeut godtgør du, via samtale med healingscentrets koordinator, at du har praktisk og terapeutisk erfaring og er bekendt med Hearts & Hands formål og Code of Conduct.

Det terapeutiske arbejde
Hearts & Hands terapeuterne stiller sig betingelsesløst til rådighed for at hjælpe mennesker, der har brug for det. Arbejdet er ulønnet og frivilligt.
Som terapeut arbejder du anonymt og har tavshedspligt.

Healing
Terapeuterne i Hearts & Hands tilbyder healing ved håndspålæggelse, nærvær og bøn.
Der diagnosticeres ikke, gives ingen beskeder, clairvoyance eller anden form for råd og vejledning.
Det tilstræbes at en session varer 10-20 min.

Opmærksomhedspunkter
Det er ikke hensigtsmæssigt at knytte personlige bånd til en klient, ligesom det ikke er tilladt at inddrage eller promovere privat terapeutvirksomhed i Hearts & Hands regi.
Klienter, der skønnes at være under påvirkning af spiritus og/eller stoffer afvises på en venlig, men bestemt måde, og opfordres til at møde op upåvirkede en anden gang.
Medicinerede behandles på lige fod med andre klienter. Men det kan i visse, kritiske tilfælde være tilrådeligt at terapeuter arbejder sammen to og to.

Koordinator for Healingscenter
Hvert Healingscenter har en koordinator, som også er ansvarshavende terapeut. Vedkommende vejleder de øvrige terapeuter i tvivlstilfælde, og står for samtaler med nye terapeuter.
Alle terapeuter i healingscentrene deler et fælles ansvar for, at arbejdet udføres ud fra de fastlagte rammer.

Når vi samles for at heale i healingscentrene
Inden sessionerne starter, samles terapeuterne om et fælles ritual til koncentration af Healingsenergien - den energi, vi overgiver os til, og arbejder med i sessionerne. I forhold til denne energi, er den enkelte terapeuts personlige følelser og fornemmelser underordnede.
Ritualet kan være en lydmeditation, eller anden form for fælles meditation hvor Livsenergien forenes til forestående begivenhed.

Hearts and Hands samlinger
Terapeuterne mødes jævnligt til fælles samlinger og udveksler erfaringer og inspirerer hinanden personligt og fagligt.

Hearts & Hands etiske regler og Code of Conduct overholdes af alle i Hearts & Hands.
 

Vejledende råd
En session kan indledes med en superkort samtale, hvis eneste funktion er at få klienten til at slappe af og at føle sig hjemme. Terapeuten kan evt. præsentere sig ved fornavn og fortælle kort om, hvad der skal ske, men helt undlade at dvæle ved klientens lidelse, da dette blot vil være føde for smertekroppen og give yderligere energi til klientens problem.
Terapeuten ved, at det er gennem de påkaldte kræfter, at healingen sker, mere end det har noget med terapeutens personlige evner, følelser og fornemmelser at gøre.
Hearts & Hands terapeuten stiller sig simpelthen til rådighed for de tilstedeværende universelle kræfter.
Umiddelbart efter healingen tages der afsked med klienten i tillid til, at healingen er lykkedes og blot skal have lov til at virke.